Det var måske et sted, vi ikke lige havde forestillet os at skulle undervise.
Men sådan er livet så ganske forunderligt, man ved aldrig helt, hvor stierne fører hen. Det er lidt ligesom en biodynamisk behandling, hvor man bevæger sig ind i et felt uden planer, retning eller intention. I stedet er man nødt til overgive sig til en dybere visdom og stole på, at det sker i tillid til, at det, der sker, er det, der skal ske.
Og sådan er det med vores rejser til både Ukraine og Rusland. En invitation, som på magisk vis kom flyvende ind i indbakken fra det store www-web eller kunne man sige “det store felt” eller det universelle matrix, som eksisterede før www.
Invitationen kom fra Roman Erekov i Kiev, indehaver af den eneste osteopatiskole i Ukraine. Selvfølgelig sagde vi ja til invitationen om at undervise et børnekursus, uden at vide hvad vi gik ind til. Invitationen kom på baggrund af en anbefaling fra Michael Kern, som underviser på vores institut en gang om året.
Rejsen til Kiev var en “prøvesmagning” for os, idet Roman også ønskede, at vi skulle undervise et helt forløb. Roman mødte os i lufthavnen, og fra det øjeblik overgav vi os til at følge strømmen. En skøn modtagelse og en biltur i mørket indtil lysene fra Kiev kom os i møde med en lysende engel, som vogter over byen. Og ja, ærkeenglen Michael står hævet over byen i glødende guld som beskytter af byen Kiev - en smuk tanke og en smuk velkomst. Det er altid underligt at ankomme sent til et nyt sted uden at have en anelse om, hvordan tingene vender. Et lille hotel med seks værelser og en portner, som vogtede over os hele natten.
Næste morgen vågnede vi til en by, som nærmest ligger i skoven, sådan føltes det med de mange store træer over alt, og parker, der stod vildt med tætte træer og langt græs som intermezzo mellem de travle og larmende veje. Højhusene rakte højt op mod den skyfri himmel, og nede i gaderne rakte de efterårsklædte træer kronerne mod himlen. Vi blev hentet for at tilbringe en sightseeing-dag med vores værter. Det hører nemlig altid med i pakken, og det er forunderligt at møde en gæstfrihed og varme, som vi kan lære af. Dørene bliver holdt for os, og taskerne båret. Vores værter fortalte om Kievs historie på vejen ind til den gamle bydel, og det var spændende at høre om Sovjettiden og deres glæde og stolthed over frigørelsen fra Rusland i 1992.
Vi parkerede på pladsen mellem Sophia-kirken og Skt. Michaels kirke. De to kirker står smukt på linie overfor hinanden med deres gyldne tårne mod den smukke blå himmel. Sophia i hvidt og Skt. Michael i en klar blå farve, som stod endnu smukkere med den blå himmel. Vores værter fortalte, at de stod over for hinanden og repræsenterede det feminine og det maskuline. Når vi stod midt imellem dem, var det næsten som en midtlinie, der virkede som en energilinie mellem det feminine og det maskuline. Det var en stærk følelse at stå der og forbinde os til dette stærke fulcrum mellem det feminine og maskuline i balance - noget, der er en vigtig del af vores arbejde. Det var en god forberedelse til næste dags undervisning.
Stemningen føltes behageligt let i Kiev, og vi følte os hurtigt hjemme, mens vi slentrede igennem de gamle gader. Et udsigtspunkt over byen gav os et billede af, hvorledes Kiev ligger omgivet af træer og skove grænsende helt op til byen. De høje bygninger lignede satellitter, der ragede op mellem alle træerne, og fra udsigtspunket var det tydeligt at se de store veje, som svævede op over trætoppene. Og så var der kompot - på næsten alle spisesteder ser man smukke glas på hylder og diske med frugt og grøntsager i lage. Første kursusdag i et lokale i et stille kvarter - og også her sad der en dørvogter og sagde godmorgen og farvel, når dagen var slut.
Et rum med forventningsfulde kursister fra både Ukraine og Rusland. En blanding af osteopater, neurologer, pædiatere og læger. En oversætter, som har oversat et helt forløb for Michael Kern og ved, hvad vi taler om - kan sin anatomi med en baggrund som kirurg. Vi var glade for, at vi flere gange har prøvet at undervise et hold kursister, som vi intet kender til og efterhånden fået en vis rutine i at undervise med tolk. Det viste sig, at holdet har en yderst forskellig baggrund i det biodynamiske, så vi kunne ikke gå ud fra, at de havde samme grundviden, som vores hjemlige kursister har på et børnekursus. Det er fordelen ved ikke at lægge en fast undervisningsplan for dagen og i stedet arbejde med det, der er i rummet og have tillid til processen.
De forskellige baggrunde gjorde, at vi ikke kunne lægge os op ad den biodynamiske terminologi, som flere ikke kendte. I stedet arbejdede vi endnu mere med det sensoriske og den følte oplevelse. Det var en fantastisk god træning at bruge dette vindue ind i undervisningen, og dette satte hurtigt gang i nogle meget dybe processer. Alle dagene blev omdrejningspunktet at træne en dybere kontakt med egen krop. En meget ny tilgang for de fleste, idet de var medicinsk uddannede og vant til at være i hovedet og handle ud fra en analytisk tilgang. At arbejde ud fra læresætningen om, at let the work do the work kræver en opbygning af tillid, og det er ikke noget, der sker på kort tid. Der skal oparbejdes en tillid til, at behandlingen kan ske uden behandlingsplaner, analysering og tekniske tilgange.
Vi havde to børnemodeller inde - en baby og en på halvandet år. Det er altid fantastisk at invitere modeller ind i kursusrummet, så kursisterne kan opleve det i praksis. I dette rum kommer ordene og forklaringerne ikke i vejen, og rummet fyldes med vidunderlig energi fra børnene. En energi, der åbner hjerter og baner vejen for relationship, som er det helt grundlæggende element i dette arbejde, uanset om det er voksne eller børn.
Hver morgen blev vi hentet på hotellet og kørt hen til et morgenmads-sted og dernæst til skolen, hvor vi underviste. I frokostpausen blev vi igen kørt til et sted, hvor vi fik frokost. Maden var forrygende de fleste steder med masser af grøntsagsretter. Når undervisningsdagen var ovrestået, blev vi igen kørt hen til en restaurant, hvor den bedste oplevelse som altid var georgisk mad. Det var en pudsig følelse at blive ført rundt og overgive sig uden selv at skulle tage stilling. Ganske uvant for os, der normalt selv tager stilling til alting og helt befriende ikke at skulle gøre det og i stedet kunne overgive sig til at flyde med.
På vores tredje kursusdag dykkede næsten hele holdet dybere ned i det store ocean, hvor stilheden trådte mere frem, og hjernerne blev mere stille. Følelser og gamle traumer fra kompostbunken blev udtrykt, overraskende for nogen at dette stille arbejde kunne aktivere så meget på så kort tid. Dybe møder mellem mennesker opstod med hjerter, der lyttede, som vidner til andres følelsesmæssige rejse. Og det var overraskende for mange, at denne tilgang igennem nærvær, relation og lytten kunne gøre så meget.
En af deltagerne begyndte at unwinde, hvilket var en ganske chokerende oplevelse for terapeuten, som var sammen med vedkommende. “Hvad var det? Jeg er chokeret”, udbrød vedkommende. I sine mange år som både læge og osteopat var dette aldrig sket før. Og hvordan kunne sådan noget ske uden aktive hænder, bare ved at sidde der? Det gav en fin snak om vores iboende intelligens og kroppens visdom.
At undervise og møde andre kulturer på denne måde er for os meget lærerigt og inspirerende både personligt og professionelt. Det er fascinerende at høre, hvordan “man” gør i andre lande og om hvordan det, vi kalder alternative tilgange, er udbredt indenfor sundhedssystemet på en anden måde end herhjemme.
Vores rejser er altid med til at udvikle vores egne kurser og bekræfter vigtigheden af at få en så bred uddannelse som muligt med inspiration fra forskellige steder. Derfor er det også vigtigt for os, at der på vores uddannelsessted kommer gæsteundervisere, som kan udvide horisonten, så undervisningen ikke kun er baseret på vores måde at gøre tingene.
Der er ikke kun én rigtig metode, og der findes så mange forskellige tilgange til at hjælpe andre på, som jo er motivet for vores arbejde. Det blev vi mindet om i Kiev på dybe og inspirerende måder, og vi glæder os til at gøre brug af den indsigt både herhjemme og i Ukraine igen.
