Hvordan kan en terapi være "biodynamisk"?
Det handler om at lytte og vide, at klientens krop kan selv.
(artikel fra NYT ASPEKT & GUIDEN april-juni 2013 af journalist Anni Simonsen)
Der var engang en ung amerikansk læge. En osteopat. Du ved, sådan en, der arbejder med at genskabe menneskets balance i knogler, muskler og nervesystem. Lægen og osteopaten William Sutherland var meget optaget af knoglernes bevægelighed. Især kranieknoglernes. Selvom alle andre læger og behandlere var uenige med ham, var han helt sikker på, at menneskets kranieknogler bevæger sig rytmisk, og han var fast besluttet på at undersøge betydningen af dette fænomen til bunds!
Til det brug opfandt han en hjelm, som kunne justeres til at hæmme de enkelte kranieknoglers eventuelle bevægelighed. Han testede den på sig selv og konstaterede knogle for knogle, at de restriktioner, han lagde på sine kranieknogler, havde konkret og øjeblikkelig indflydelse på hans fysiske og psykiske tilstand. Dermed var grunden lagt til kraniosakralterapi (KST).
Samtiden anerkendte ham aldrig helt, men i dag kan højteknologiske måleinstrumenter bekræfte, at kraniets knogler bevæger sig (se boks side 7), og at disse bevægelser - eller mangel på samme - har indflydelse på menneskets fysiske og psykiske velbefindende.
Som kraniosakralterapeut bruger man sine hænder til at mærke klientens kraniosakrale rytme og med et ganske let tryk påvirke kranieknoglerne, hjernehinderne og hjernevæsken. Herigennem får kroppens muskler, bindevæv og organer genetableret adgang til den energi, som hjernevæsken bærer med i sit flow i centralnervesystemet.
Siden starten af 1900-tallet, hvor unge Sutherland opfandt sin hjelm, er der sket meget med kraniosakralterapien. Tag med på en rejse til den seneste opdatering - tag med på et besøg hos Heather Smith og Anni Jørgensen på KST-Instituttet i Them ved Silkeborg.
The Breath of Life
Den biodynamiske kraniosakralterapi tager udgangspunkt i den traditionelle "biomekaniske" KST-metode - og tilsætter en overbygning. Som "biodynamiker" anvender man stadig de grundlæggende elementer i behandlingen. Lytter stadig til den kraniosakrale rytme og arbejder for at åbne, stabilisere og afbalancere.
Men forskellen er, at mens den traditionelle tilgang har karakter af et konkret genoprettende indgreb, altså en handling med den hensigt at få kroppen til at finde balance og rytme, så forholder den biodynamiske tilgang sig mere stille og støttende - i tillid til, at kroppen kan selv.
Heather og Anni forklarer: - Vi bestræber os på at samarbejde med det, vi kalder The Breath of Life. Et begreb, som udtrykker universets kreativitet og den intelligens, som gennemstrømmer og organiserer alting.
-Alfa og omega er behandlerens evne til at være til stede med "det, der er", og være klar over, at kroppen behøver en bevidst berøring for at mobilisere sig selv. Det skal være en berøring, som sanser den iboende sundhedstilstand, og som anerkender den fysiologi, der kommunikerer til behandleren.
- Grunden til, at der er opstået en ubalance, er nemlig, at en del af klienten har mistet sin relation til helheden, og behandlingen handler om at reetablere kontakten til helheden.
- For at være en dygtig biodynamisk KST-terapeut skal du øve dig i at finde ind i din egen "dynamiske stilhed". Derinde, hvor du mærker kontakten med dig selv og alt det, du er en del af. Hele det elektromagnetiske felt i og omkring dig, siger Heather og Anni.
De er godt klar over, at de med deres biodynamisk praksis udfordrer den anerkendelse, KST har opnået i de forløbne år. Men de er ikke i tvivl om, at det skridt, de tog med etableringen af deres skole for halvandet år siden, er et vigtigt og nødvendigt skridt på vejen i moden ny og mere dynamisk måde at tænke KST-behandling på. Der er jo ikke noget i vejen med den biomekaniske tilgang, tiden er bare inde til næste niveau. Vi har valgt at arbejde med den biodynamiske tilgang og tage udgangspunkt i åbenhed og lydhørhed i samarbejde med livets kreative intelligens.
På Heathers briks – en personlig oplevelse
En gammel skulderskade, som var sprunget op, og en hvinende iskiasnerve efter et uheldigt hop på isen var mine følgesvende, da jeg lagde mig på briksen hos Heather i Them. Nåh ja - så var der jo også den knap overståede influenza, hosten og den begyndende fornemmelse af bihulebetændelse og ømme lunger.
Heather satte sig bag mig og lagde hænderne under mit hoved. Først var det bare dejligt. Jeg lyttede til den stille musik og snakken fra undervisningslokalet ved siden af. Langsomt trak jeg min opmærksomhed ind i min krop. Det gik lidt trægt efter mange dages stor mental aktivitet.
Snart opstod der aktivitet i mine ansigtsknogler. Det føltes som et overtryk inde fra mit hoved, og mine kindben, kæbe og næseknogler blev presset udaf. Det gjorde ondt. Men ikke skræmmende ondt, godt ondt. Der kom plads. Rum. Frihed. Efter en tid flyttede bevægelsen sig ned i lungerne. Også her fik jeg følelsen af ekstrem udvidelse. Som om mine ribben blev presset udad med stor styrke. Efter yderligere en rum tid var det mit bækken, der stod for skud. Det knagede i mine bækkenled – en følelse, jeg sidst havde, da jeg var gravid og havde tendens til bækkenløsning. Ingen tvivl om, at min krop arbejdede, og sjovt nok var jeg ikke i tvivl om, at den havde styr på sagerne.
Skulderen var straks vanskeligere at få kontakt med. Selv da Heather havde hænderne placeret omkring skulder og albue, var den vranten som en teenager.
Energien puffede lidt rundt derinde, men den ville ikke rigtig nogen vegne. Måske var det også ambitiøst at tro, at hele min krop kunne folde sit selvhelbredende potentiale ud på 45 minutter. Men den fik chancen. I skrivende stund er det otte dage siden. Hosten er lidt vedholdende, men den begyndende forkølelse fik aldrig fat, iskiasnerven er i hopla, og jeg kan igen nå mine tæer med fingrene. Selv min skulder har artet sig fantastisk. Den trætte og ømme følelse, der plejede at være i hele armen om aftenen, er forsvundet. Jeg kan strække armen op over hovedet uden at gispe af smerte og har kun lidt besvær med at række bagud.
Den stille terapi
Når man søger hjælp på grund af smerter - fysiske eller psykiske - er det ofte med en vis forventning om, at behandleren "gør" noget. Men en biodynamisk KST-terapeut "gør" ikke ret meget. Hun mærker. Er der. Støtter. Kun ganske få gange i løbet af en behandling bevæger behandleren sig. Ellers sidder hun roligt. Hun lytter. Ikke bare med hænderne, men med hele sig.
Man kunne tænke, at nogle patienter ville blive utålmodige. At de gerne så deres behandler arbejde lidt for sagen. Men ifølge Heather og Anni er det ikke noget problem. Måske fordi de fleste godt kender KST og ved, at metoden ikke har så meget hurlumhej i sig.
For mig var det en ekstremt afslappende oplevelse, og selvom jeg først fik alle forklaringerne bagefter, var jeg, imens jeg lå på briksen, ikke i tvivl om, at min krop gjorde et fint stykke selvstændigt arbejde. Med Heathers tillid og støtte fandt den tilbage til noget af den balance, der var forsvundet i de seneste måneders hektiske hverdag.
Uddannelsen
Da Heather og Anni lagde fra land for halvandet år siden med den biodynamiske KST-uddannelse, var det ikke for at lave revolutioner eller bryde med den traditionelle praksis.
De havde bare opdaget, at den praksis, de benyttede i både undervisning og behandlinger, havde forandret sig over årene. De var begyndt at arbejde biodynamisk. Deres metodik havde forandret sig i takt med, at de selv havde udviklet sig som behandlere.
Uddannelsen til biodynamisk kraniosakralterapeut kan tages i forskellige tempi, som det passer med den enkelte deltagers temperament og hverdagsliv. To år er den normerede tid. I februar 2014 er det første kuld danske biodynamiske kraniosakralterapeuter udklækket.
Anni Simonsen er journalist, sundhedscoach m.m., tlf. 40 27 57 64, www.annisimonsen.dk
Institut for KST og Kropsterapi, Kirkemindevej 6, 8653 Them, tlf. 29 84 16 25 (Heather), 29 20 82 60 (Anni), www.kstinstituttet.dk
(Kan kraniets puls måles? Ja, mener Karl Christian Meulengracht, der behandler med
både kraniosakralterapi og andre alternative metoder. Han har altid ønsket at bevise eksistensen af den såkaldte 3. puls. For seks år siden så han et apparat, der kunne måle bevægelser på kun en μ (en tusindedel millimeter). Efter lidt videreudvikling var han klar til at lave forsøg: på 27 personer blev der målt i alt 158 gange. Resultaterne viste, at kranieknoglerne bevæger sig 6-12 gange i minuttet, op til 300 μ.
For Meulengracht er dette et skridt på vejen til at få KST anerkendt. Og han søger nu investorer, så der kan fremstilles et diagnoseapparat til brug i det offentlige sundhedsvæsen. Måleopstillingen blev udviklet sammen med seniorforsker Kai Dirscherl fra Dansk Fundamental Metrologi. Han står inde for, at den var tilstrækkelig følsom og nøjagtig, mens han ikke har taget stilling til en evt. kraniepuls. Meulengracht fik økonomisk hjælp til forskningsprojektet fra Foreningen af Kranio-Sakral Terapeuter og fra Statens Forsknings- og Innovationsstyrelse.
Henv.: Institut Meulengracht, tlf. 61 27 64 00, www.meu.dk, klinik i Odense og København.)
